tirsdag den 10. november 2009

Konservative sandheder

Om elastiske sandheder og 'egentlige politiske prioriteringer'
Hvad styrer egentlig de Konservative gennem for eksempel en budgetforhandling? Man skulle tro at det var partiets ideologi og måske et ønske om balance i budgettet. Herunder naturligvis en hvis prioritering. Det var derfor stærkt frustrerende, som borger og forældre i Jonstrup at følge debatten i eftersommeren 2008 om lukningen af indskolingen i Jonstrup.
Som start må man antage at forvaltningens sparekatalog er upolitisk og baseret på reelle besparelser, som politikkerne og borgerne skal tage stilling til. Forslaget passede tilsyneladende de Konservative og det nu tidligere byrådsmedlem Ulla Rasmussen (V) perfekt. Forældrene i Jonstrup, der var ovenud glade for den lokale indskoling gik ind i debatten og satte spørgsmålstegn ved besparelsen. Da besparelsen viste sig at være tvivlsom kom skolens og lærernes resultater under angreb fra både VK og forvaltning. Da det også blev tilbagevist var der åbenbart ikke flere argumenter der tålte dagens lys. Susanne Mortensen (K) har derfor flere gange efter forløbet måtte sige at det var 'en egentlig politisk prioritering' at lukke indskolingen og at det 'ikke har været økonomiske overvejelser, der var årsagen'. Susanne Mortensen i Furesø Avis. Senest har Steen Horstmann (K) netop understreget at økonomien ikke var afgørende (9. november Furesø Avis).
Det er stadig uklart hvad der har drevet beslutningen. Det kan vel ikke være (Lise) Lotte Kristensen (kandidat for K, tidligere skoleformand Lille Værløse Skole) der har hvisket gamle historier fra Lille Værløse Skole i ørerne på forvaltning og Susanne Mortensen?
Alternativet er jo at de Konservative er modstandere af populær lokal service og tilhængere af centralisering. Vi har jo set det med mange andre tilbud, som blandt andet skolelandbruget og svømmehallen i Farum. Står din institution eller kulturtilbud på de Konservatives sorte liste?

fredag den 9. oktober 2009

Furesø som dårlig betaler

Venstres løsning på den slunkne pengekasse er at misvedligeholde vores kæmpe lån. Altså skære i afdragene og skubbe lånet foran os. Det er derfor meget mærkeligt at netop venstrefolkene i masser af læserbreve og kommentarer på Furesø Avis beskylder resten af byrådet for at være uansvarlige og for løftebrud.

Man kan jo kun spekulere på hvor Venstre har fået ideen til at bryde vores afdragsaftale. Er det mon Krüger, der bruger sin erfaring fra privatradioen?

Furesø kommune skal ikke drives som en privat radio. Det burde jo være klart for enhver at en kommune ikke kan skabe et kæmpe underskud og senere løbe fra kreditorerne. Sådan fungerer den offentlige sektor bare ikke. Det er jo derfor vi har det store lån stadig. Det er kun Furesø kommune eller folketinget der kan betale de lån ud.

Vil Venstre opfordre borgere der skylder penge til kommunen til at gøre det samme for at rette privatøkonomien op? Nej vel.

Før der er en aftale om ny afdragsordning er det ubrugligt at budgettere med færre udgifter til vores lån. Ingen ønskede næppe at hæve skatten, men med alt det vi vil have råd til var det det eneste der kunne samle flertal i byrådet.

tirsdag den 15. september 2009

Venstre, Venstre, Venstre

Venstre er årsagen, ikke løsningen
Det er svært at få øje på andre end Venstre når man ser sig om efter årsagerne til Furesø Kommunes svære situation. Brixtoftes (tidligere V) storhed i Farum, amtet og tilsynsrådet med Lars Løkke Rasmussen (V) i spidsen, indenrigsministeriets (igen LLR) diktering af vilkårene for sammenlægning og senest Jesper Bachs (tidligere V) enerådende 5 år med borgmesterkæden. Problemerne i vores kommune er derfor nærmest blevet synonym med Venstre.
Venstre tilbyder nu med Kasper Krüger ved roret at rydde op og ikke se tilbage. Det lyder måske sympatisk, men har Venstre ikke haft chancen alt for mange gange uden at der er kommet noget godt ud af det?

Venstre vasker hænder, igen, igen
Venstre forsøger nu igen at lægge den beskidte fortid bag sig ved at vippe deres borgmester af pinden og sætte en ny frisk ind i stedet. De prøver at bilde os ind at det denne gang betyder at partiet nu vil opføre sig ordentligt.
Peter-Johan Raasø (V) skriver det så enkelt: 'Venstre har yderligere sagt pænt farvel til de V-politikere, der var skyld i disse forkerte beslutninger'. Magen til vrøvl. For det første har Venstre vel ikke sagt farvel til nogen, snarere omvendt. For det andet var det jo en hel usædvanlig samlet Venstre gruppe der stemte budgettet igennem i 2008. Selv når punkterne skolelandbrug, svømmehal og Jonstrup skole var på som enkeltsager stemte alle i VK i kor. Venstre baglandet hyldede i den forbindelse de modige beslutninger.
Desuden glemmer Peter-Johan Raasø at nævne at Venstre sagde goddag til Kurt Bork Christensen, der nu er gruppeformand. Da han stemte for alle lukningerne og nedskæringerne gjorde han det uden for parti og for egen regning. Han er nu nummer to på det 'nye' Venstres liste til valget.

Kasper Krüger siger selv at der ikke var tale om et kup. Han er jo valgt demokratisk. Man kan dog godt undre sig over at ingen i det åbne og demokratiske parti Venstre har følt det nødvendigt at ændre kurs noget tidligere. Der har jo været masser af protester mod VK styringen af kommunen fra borgere og opposition. Hvor var de gode intensioner der? Baglandet har indtil opstillingen af Kasper Krüger støttet Venstre byrødderne 100%.

Venstre anbefaler:
Stem 'ikke på de partier, som har været i fuld gang med at afvikle Furesø, aktivt eller passivt'
Det kan jeg kun tilslutte mig - og så bliver det jo ikke VK!

fredag den 14. august 2009

Udvikling eller afvikling?

Venstre og Konservative plus diverse frafaldne støtter har med deres regeringsperiode siden sammenlægningen styret vores nye kommune med en kedelig afviklingspolitik.
Det ene tilbud efter det andet bliver skåret væk eller ind til benet for at holde økonomien i ro. Det er vel at mærke ikke luxus tilbud til forkælede nordsjællændere, men helt basale ydelser som skole og ældrepleje der blandt andet rammes.

Hvorfor er der overhoved så store problemer med at få økonomien til at hænge sammen?
En del af problemet er de tunge lån fra Brixtoftes monarki og en del er den stramme aftale mellem kommunerne og indenrigsministeriet.
Naturligvis skal vi følge kommunernes landsforening (KL) selvom rammerne for deres aftaler langt fra kan nå budgetterne i kommunernes hverdag.
Men hvorfor skal vi i Furesø finde os i en voldsom belastende sammenlægningsaftale udstukket af den tidligere indenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen? I stor hast og i ly af natten indgik LLR og borgmester Jesper Bach en bindende aftale, som Venstre og Konservativt flertal ikke har ville få åbent belyst eller tvunget til genforhandling.

VKs fantasier om balance i regnskabet
Når så VK vil vise LLR at vi uden statens hjælp kan oprette økonomien i hans liberale forsøgskommune må de jo finde nogle penge. Sale & lease-back dur jo ikke mere og at foreslå ændret skat vil jo udstille Furesø VK som provokatører i deres egne rækker. Løsningen (fantasien) er at sælge ud af kommunens jord og tvinge brugerbetaling af traditionelle kommunale opgaver over på borgerne.
I flere år har VKs budgetter bugnet af jordsalg på indtægtssiden. Jordsalg til priser, der selv på budgettidspunktet, var stærkt oppustet. De urealistiske budgetter har da også efterhåndet skabt en tradition for at grønthøsteren skulle findes frem i alle udvalg mindst én gang inde i budgetåret.
Selv hvis jordsalget var gået som forventet er det jo en kortsigtet måde at drive en kommune på. Der er jo ikke balance i driften så længe at vi er tvunget til at sælge ud af kommunen. Kom dog med et budget der hviler på længere sigt uden at afvikle kommunen. Andet er ikke ansvarligt.

Dejlige Furesø
Vi er nok alle enige om at her er dejligt i Furesø kommune. Desværre bliver vores skove, enge og søer snart den eneste grund til at her er rart. VK holder ophørsudslag i kommunen og afvikler i stedet for at udvikle. Fornyelse kommer ikke ved at skifte partinavn eller fyre borgmesteren.
Giv udviklingen din stemme ved at sætte kryds på oppositionen!